Om Nationalt ID-center
Nationalt ID-center er et uafhængigt kompetencecenter på ekspertniveau, hvis formål er at styrke sikkerheds- og kontrolindsatsen på udlændingeområdet.
Nationalt ID-center er organisatorisk en del af Hjemrejsestyrelsen, som hører under Udlændinge- og Integrationsministeriet, men udøver sine funktioner i fuld uafhængighed. Centeret blev etableret ved lov den 1. januar 2018 med støtte fra et enstemmigt Folketing.
Nationalt ID-centers primære opgave er at yde rådgivning og bistand til danske myndigheder i forhold til spørgsmål om fastlæggelse og kontrol af udlændinges identitet.
Denne opgave varetages bl.a. igennem dokumenttekniske undersøgelser af konkrete dokumenter i Nationalt ID-centers laboratorium og igennem analyser af ID-dokumenternes indholdsmæssige elementer, misbrugsmønstre og andre ID-relaterede emner.
Nationalt ID-center har også et biometriteam, hvis opgave er at kunne verificere fingeraftryk og på ekspertniveau foretage ansigtssammenligninger.
Centeret har en central rolle i forhold til at sikre, at trends, erfaringer og risikovurderinger fra relevante lande bearbejdes, kvalitetssikres og gøres tilgængelige for de relevante myndigheder. En af centerets kerneopgaver er at koordinere et overordnet og tværgående myndighedssamarbejde på ID-området.
Dertil medvirker Nationalt ID-center igennem udbud af ID-kurser og kurser i ansigtssammenligning til at sikre, at de relevante myndigheder har de nødvendige kompetencer på ID-området.
Nationalt ID-center har endvidere et udgående team, der yder teknisk bistand til danske diplomatiske repræsentationer og understøtter repræsentationernes kapacitet på kontrol- og sikkerhedsområdet i de tilfælde, hvor der forevises identitetsdokumenter. Formålet er at styrke identitetsfastsættelsen og dokumentkontrollen på udlændingeområdet gennem både teknisk bistand og undervisning om misbrug på ID-området.
Nationalt ID-center har udsendt en ID-attaché til den danske ambassade i Ankara. ID-attachéens opgave er at understøtte ambassaden i dens arbejde med ID-kontrol af ansøgere til bl.a. visum og opholdstilladelse i Danmark. Sideløbende skal ID-attachéen opbygge et internationalt netværk af ID-eksperter med henblik på at dele viden og erfaringer om dokumenter og misbrugstendenser fra regionen med de danske udlændingemyndigheder.
Nationalt ID-center har desuden til opgave at vurdere og indstille til udlændinge- og integrationsministerens godkendelse, hvorvidt andre landes pas og anden rejselegitimation kan accepteres som gyldige til indrejse i Danmark.
Som led i varetagelsen af Nationalt ID-centers opgaver indgår centeret også i en række nationale og internationale ID-netværk, og centret samarbejder med tilsvarende myndigheder fra andre lande.
Du kan læse yderligere om centerets opgaver mv. på hjemmesidens respektive undersider og i forarbejderne til den lovgivning, der etablerer centeret.
Myndigheder der kan sende ID-dokumenter til undersøgelse
Sammensætningen af myndigheder, der kan fremsætte begæring overfor Nationalt ID-center om afgivelse af udtalelse om et dokument, fastsættes af udlændinge- og integrationsministeren. Nationalt ID-centers skriftlige udtalelser er ikke forvaltningsretlige afgørelser, men har alene til formål at bidrage til at oplyse grundlaget for den myndighed, som har ansvaret for at træffe en evt. efterfølgende afgørelse.
De omfattede myndigheder, jf. bekendtgørelse nr. 1539 af 6. december 2024 om offentlige myndigheder, som Nationalt ID-center skal kunne betjene er:
- Ankestyrelsen
- Familieretshuset
- Familjufyrisitingin
- Flygtningenævnet
- Hjemrejsestyrelsen
- Justitsministeriet
- Politiet
- Styrelsen for International Rekruttering og Integration
- Udenrigsministeriet
- Udlændinge- og Integrationsministeriet
- Udlændingenævnet
- Udlændingestyrelsen
- Útlendingastovan
Referencegruppen
Fastlæggelsen af Nationalt ID-centers overordnede strategi, prioriteringer og indsatsområder, såvel som retningslinjerne for centerets langsigtede virksomhed og udvikling, sker i Nationalt ID-centers referencegruppe.
Referencegruppen består af medlemmer fra de myndigheder, der er omfattet af centerets virke.Udlændinge- og Integrationsministeriets medlem er formand for referencegruppen.
De øvrige medlemmer udpeges af Udlændinge- og Integrationsministeriet efter indstilling fra myndighederne.
Nationalt ID-centers chef deltager også i referencegruppens møder.
Centerets medarbejdere:
Nationalt ID-center består af 35 medarbejdere med et ledelsesteam bestående af en chef, en souschef og en chefkonsulent.
Årsberetninger
Nationalt ID-center udgiver årligt en beretning om centerets virksomhed til udlændinge- og integrationsministeren.
Beretningen offentliggøres på centerets hjemmeside: Se NIDC årsberetning 2023.
Tidligere årsberetninger: Se NIDC årsberetning 2022, Se NIDC årsberetning 2021, Se NIDC årsberetning 2020, Se NIDC årsberetning 2019 , Se NIDC årsberetning 2018.
Behandling af personoplysninger
Nationalt ID-center har udarbejdet beskrivelser for, hvorledes centeret behandler personoplysninger. Beskrivelserne kan tilgås ved at benytte følgende link: Se beskrivelse af centerets behandling af personoplysninger.